Spiseforstyrrelser
Jeg har erfaring med behandling af spiseforstyrrelser fra et væld af sammenhænge (herunder psykiatrien, særlige tilrettelagte ungdomsuddannelser samt i egen private praksis).
Jeg har arbejdet med alle typer af spiseforstyrrelser (anoreksi, bulimi, BED, ortoreksi) og i alle faser og grader af alvorlighed. Efter års erfaring med området, er det blevet tiltagende klart for mig, at en spiseforstyrrelse aldrig bør ses som årsagen til psykologiske problemstillinger, men nærmere som en del af et “symptombillede”/ en slags destruktiv “copingstrategi”, der samtidigt med at den umiddelbart “hjælper” personen med at tackle noget også er med til at fastholde personen i selv samme problem. Når jeg arbejdet med spiseforstyrrelser er det derfor vigtigt for mig at tale om alt det, der “ligger bagved” spiseforstyrrelsen og som spiseforstyrrelsen skal forstås igennem. Lad os sammen finde ud af, hvad det spiseforstyrrede handlemønster bliver “brugt til”.
Sammen med personen hjælper jeg med at undersøge og afdække spiseforstyrrelsens ophav, dens måde at operere på samt med at skabe grundlag for i konkret adfærd at kunne begynde at gå imod den spiseforstyrrede adfærd og arbejde henimod et så normaliseret forhold til mad som muligt.